• Han har forsket i noget »helt essentielt for vores sundhed« hele sin karriere: Vi overser en lavthængende frugt i jagten på et sundt liv

    المصدر: BDK Borsnyt / 29 مارس 2024 07:29:54   America/New_York

    Claus Henrik Nielsen ved om nogen, hvor vigtigt det er at have et immunsystem i balance. Når det er ude af balance, kan vi få kronisk inflammation i kroppen, som øger vores risiko for at udvikle en lang række sygdomme. I sit eget liv går han op i at holde sit immunsystem så sundt som muligt, men det er ikke kun gennem løbeture og sund kost. Han har i årevis forsket i et »ofte overset råd« til at mindske inflammation i kroppen, som han også i sin egen hverdag følger. Claus Henrik Nielsen er professor, overlæge og leder af Institut for Inflammationsforskning på Rigshospitalet. Han er 61 år og har hele sin karriere interesseret sig for immunsystemet. »Immunsystemet er essentielt for vores sundhed. Uden vores immunsystem ville vi dø inden for få dage efter fødslen, og et immunsystem i ubalance øger vores risiko for sygdomme som for eksempel kræft,« siger han. Berlingske har for nylig beskrevet, at vi de senere år har fået banebrydende ny viden om, hvordan vores immunsystem påvirker vores sundhed. Den nye viden drejer sig primært om, hvordan et dysreguleret immunsystem giver kronisk inflammation i kroppen. Når vi for eksempel skærer os på en skarp genstand, udløser immunforsvaret inflammation det pågældende sted – nogle gange kan det ses eller mærkes i form af rødmen, hævelse, varme og smerte. Det er en god og vigtig proces, fordi det sætter gang i immunforsvarets celler, som sørger for, at det inficerede område heles. Men når immunsystemets celler bliver aktiveret for meget eller for længe, bliver immunsystemet overaktivt og begynder at nedbryde kroppen indefra, og det kan føre til kronisk inflammation. Kronisk inflammation øger risikoen for mange forskellige sygdomme som for eksempel hjerte-kar-sygdomme, diabetes, leddegigt og Alzheimers, fortæller Claus Henrik Nielsen. For at sørge for at forebygge kronisk inflammation har han særligt ét råd, som han også selv følger i sin hverdag. Det oversete råd Claus Henrik Nielsen lægger ud med de gængse sundhedsråd. »Undgå stress og rygning, dyrk motion, og spis sundt og varieret. Det er jo ret banalt. Det er vigtigt, og jeg forsøger da også selv at løbe en gang imellem og at spise sundt. Jeg gør også en anden ting i min hverdag,« siger han. Det oversete råd handler om vores mundhygiejne. Claus Henrik Nielsen er en af de mest vidende eksperter herhjemme om, hvordan betændelse i tandkødet øger kronisk inflammation i kroppen og dermed risikoen for at udvikle sygdomme. »Når vi har tandkødsbetændelse, spredes en masse signalstoffer og bakterier fra mundhulen, som spreder sig til blodbanen og skaber inflammation andre steder i kroppen. Betændelse et sted i kroppen nærer kort sagt betændelse andre steder som benzin på et ulmende bål. Da rigtig mange af os går rundt med tandkødsbetændelse, er det et meget overset område inden for forebyggelse af sygdomme,« siger han. Han forklarer, at 40 procent af personer over 40 år og hver anden person over 50 år lider af en eller anden grad af tandkødsbetændelse. »Der findes pålidelige videnskabelige undersøgelser, som bekræfter, at tandkødsbetændelse øger den kroniske inflammation i kroppen,« siger Claus Henrik Nielsen. »Mange af de gængse råd om at sænke kronisk inflammation er ikke særlig velunderbyggede forskningsmæssigt. Det er ofte nogle enkelte studier, der siger, at et eller andet tiltag kan have en effekt. Men lige præcis det her med tandkødet er velundersøgt og har utvivlsomt betydning.« Han fortæller, at der blandt andet findes forskning, som viser, at patienter med diabetes kan opnå forbedring af deres sygdom ved at få ordentlig tandbehandling. Selv er han i øjeblikket i gang med at undersøge, om patienter med leddegigt og tandkødsbetændelse kan holdes sygdomsfri i længere perioder ved at få deres tandkødsbetændelse behandlet. Hans viden på området gør, at han selv er begyndt at gå til tandlæge tre gange om året for at holde tandkødet sundt. Han børster også tænder mere end de normale to gange om dagen. Gerne tre eller fire gange, hvis han husker det. Han kalder det for »en god investering«, selvom det tager lidt tid. Og så er tandtråd og en elektrisk tandbørste også en god idé, siger Claus Henrik Nielsen. Brug tandtråd, eller lev kortere tid Claus Henrik Nielsen er ikke den eneste, der fortæller, at mundhygiejne er et vigtigt og overset råd til at forbedre vores sundhed. Nicklas Brendborg, der er ph.d.-studerende hos TrygFondens Center for Aktiv Sundhed og forfatter til bogen »Gopler ældes baglæns«, har tidligere fortalt til Berlingske, at han dagligt bruger tandtråd – og at han råder andre til at gøre det samme. »Studier viser, at bakterier i munden kan have betydning for udvikling af nogle af de værste sygdomme som demens og hjerte-kar-sygdomme. Vi lever kortere tid, hvis vi ikke har styr på mundhygiejnen,« har han tidligere sagt. Hvis man vil styrke sit immunforsvar, mener Claus Henrik Nielsen, at man bør gribe fat i de gængse sundhedsråd og mundhygiejnen. »At holde sit tandkød sundt kan alle forsøge at gøre noget ved. Det er egentlig lidt uretfærdigt, at det skal koste penge at gå til tandlægen. Når vi får betændelse i foden, kan vi komme til lægen på det offentliges regning, men ikke når vi får betændelse i tandkødet. Men selvom det er dyrt, gør jeg det selv meget oftere end andre, fordi jeg tror på, at det er en god investering i min sundhed,« lyder det fra professoren. https://www.berlingske.dk/samfund/han-har-forsket-i-noget-helt-essentielt-for-vores-sundhed-hele-sin
شارك على،